Gruppeanalytisk Psykoterapi




Livet kan nogle gange forekomme uoverstigeligt.


Hvad er gruppeterapi ?                  (artikel om gruppeanalytisk psykoterapi)

Gruppeterapi er en intensiv psykoterapeutisk metode, hvor deltagerne i en lille gruppe på 5 - 8 deltagere mødes regelmæssigt for at diskutere aktuelle problemer, samt dele tanker, fantasier og følelser med hinanden under ledelse af gruppens terapeut.

Gruppeterapien har det formål, at den enkelte opnår øget selvindsigt og uddybet forståelse af sine egne relationer til andre og sigtet er mod udvikling og varige ændringer.
Gruppeterapien sikrer en mulighed for, at hver enkelt deltager kan udvikle, afprøve og integrere nye måder at forholde sig til sig selv og andre på.

Gruppeterapi er et veldokumenteret og effektivt psykoterapeutisk behandlingstilbud, der kan dække en række forskellige behov og  problemstillinger.
Udgangspunktet for deltagelse i en gruppeanalytisk psykoterapeutisk gruppe kan være et ønske fra at udvikle mere almene mellemmenneskelige kompetencer i samspil med andre, til de mere klassiske behandlingskrævende og følelsesmæssige symptomer som eksempelvis; angst, tristhed og depressive tilstande, lavt selvværd, problemer med relationsdannelse, autoriteter, isolationstendenser m.fl.

Gruppeterapi er velegnet til personer, der har oplevet forskellige belastende situationer under opvæksten, svigt eller andre vanskelige forhold, der hæmmer den enkelte i at skabe sig et godt og harmonisk voksenliv.


Gruppeterapien virker gennem en fri og åben samtale i gruppen, hvor det er ambitionen, at den enkelte så frit som muligt kan give udtryk for sine tanker, følelser og fantasier i "her og nu" situationen.
Emnerne for gruppens samtale opstår spontant i gruppen, når deltagerne deler oplevelser og gøremål fra deres daglige tilværelse, herigennem gives der mulighed for støtte, opmuntring og konstruktiv kritik, og det enkelte gruppemedlem kan opleve at han / hun ikke står alene med sine vanskeligheder.

Gruppeterapien hjælper deltagerne til at erkende uhensigtsmæssige handlemønstre, som kan give belastninger og problemer i relation til andre mennesker.  Det er herigennem at gruppeterapien har sin store fordel, idet disse mønstre kan bearbejdes "her og nu", da gruppesituationen ligner verden udenfor, - men alligevel er en tryg ramme til udforskning og udvikling.

Gruppen sammensættes varieret i den udstrækning, det er muligt med hensyn til køn - alder - beskæftigelse og personlighed og sker på baggrund af en eller flere visitationssamtaler med gruppeterapeuten forud for opstart i gruppen.
Deltagerne kender ikke hinanden på forhånd og opfordres til ikke at have indbyrdes kontakt uden for gruppesessionerne.
Deltagerne har tavshedspligt.

Gruppeanalytisk psykoterapi er en langsigtet og dybtgående proces. Der anbefales en deltagelse, der kan strække sig fra 1 til 3 år, men den enkelte kan udtræde af gruppen, når dette ønskes.

Gruppen mødes en gang ugentligt (pt. mandage) af 1½ times varighed og prisen pr. session er kr. 300, - der indbetales forud for en måned af gangen. Fravær medfører ikke refusion.


T - Advice arbejder under etiske retningslinier fra Institut for Gruppeanalyse og er medlem af IGA / GAS.

T - Advice CVR. 26143705 Adelgade 4, 4400 Kalundborg tlf. +45 51 38 35 39