Gruppeanalytisk Psykoterapeutisk Praksis i Kalundborg

 

  1. Kan man virkelig udvikle sig ved at sidde og tale sammen med andre i en rundkreds?
  2. Har I så bare tæer og drikker te?
  3. Hvad taler I så om?
  4. Det lyder både spændende og lidt skræmmende at sidde sådan sammen med andre!
  5. Hvor kan jeg få mere at vide om det?

 

Ovennævnte er de mest almindelige spørgsmål når folk møder en der ”går i gruppe”, - eller hører om et gruppeanalytisk udviklingsforløb.

Egentligt er det ganske forståeligt, dels stammer begrebet ”gruppeanalytisk psykoterapi” fra den kliniske behandlingsverden, dels er det først i de seneste år at metoden er udbudt som et tilbud om personlig udvikling, primært i København, - Odense og Århus, men udbydes nu i Kalundborg fra og med januar 2007.

 

Og den korte svarversion til ovennævnte spørgsmål er som følger:

  1. Ja – og det er faktisk ret så effektivt hvis man er aktiv deltager
  2. Nej – og vi ryger heller ikke i gruppen
  3. Det kan jeg ikke fortælle dig fordi det er fortroligt hvad der sker og hvad vi drøfter i gruppen – det har vi både skrevet under på og lovet hinanden
  4. Ja, - det er spændende og også lidt udfordrende en gang imellem
  5. Det kan du blandt andet ved at kigge lidt i denne artikel

 

Hvad er Gruppeanalytisk Psykoterapi?

Gruppeanalytisk psykoterapi er en intensiv, psykoterapeutisk behandlingsmetode, hvor en lille gruppe mennesker mødes regelmæssigt for at samtale med hinanden. For at diskutere problemer og dele tanker, følelser og fantasier med hinanden og med terapeuten.

Gruppeterapien har til hensigt, - ligesom den individuelle psykoterapi, at hjælpe mennesker med at:

·         lindre bestemte symptomer

·         løse følelsesmæssige vanskeligheder

·         afklare personlige problemer

·         fremme personlig udvikling

I individuel terapi har klienten kun mulighed for at mødes med en person – terapeuten. Gruppeanalytisk psykoterapi har i forhold hertil det særlige fortrin at man mødes med en hel gruppe og terapeuten.

  

Hvem kan have udbytte af Gruppeanalytisk Psykoterapi?   

Gruppeanalytisk psykoterapi er effektivt psykoterapeutisk udviklings, - og behandlingstilbud til en lang række behov og problemer. Lige fra personer der ønsker at udvikle deres mellemmenneskelige evner og kompetencer – til mennesker med vanskelige, følelsesmæssige problemstillinger.

Problemer som eksempelvis; angst, tristhed og depression, utilstrækkelighedsfølelse, kontaktvanskeligheder og problemer til autoriteter.

Gruppeterapi er særlig velegnet for personer, som har oplevet forskellige belastninger eller svigt i deres baggrund, herunder skilsmisse, samt oplevelser forbundet med tab og svigt.

 

Hvordan virker Gruppeanalytisk Psykoterapi?

Gruppeanalytisk psykoterapi virker gennem fri og åben samtale, hvor det tilstræbes, at den enkelte så frit som muligt giver udtryk for sine følelser, tanker og fantasier. 

Emnerne for gruppens samtale opstår spontant i gruppen, når deltagerne deler oplevelser og spørgsmål fra deres dagligdag. De andre deltagere kan opmuntre, give støtte eller konstruktiv kritik, samt dele deres egne tanker, fantasier og følelser i forbindelse med det der bliver sagt. På denne måde kan det enkelte gruppemedlem opleve, at han / hun ikke er alene med sine vanskeligheder.  Gruppeterapien hjælper deltagerne til at erkende uhensigtsmæssige handlemønstre, som belaster forholdet til andre mennesker.


Det er netop i denne forbindelse, at gruppeanalytisk psykoterapi kan medvirke til at bearbejde disse mønstre i ”her og nu”, fordi gruppesituationen ligner den virkelige verden udenfor, men samtidig giver de rolige og trygge rammer, som kan hjælpe den enkelte til en erkendelse af gentagelsesmønstre – og til at ændre dem.

 

Nogle almindelige vanskeligheder ved Gruppeanalytisk Psykoterapi

Det er normalt og meget almindeligt at føle sig ængstelig ved at gå ind i en psykoterapi gruppe. Man kan f. eks blive bange for, at man får meget opmærksomhed og føle sig tvunget til at blotlægge sig selv og alle detaljer i sit liv.  Eller modsat at man bliver ignoreret og overset. Eller at man måske ikke kan kontrollere sine egne følelsesmæssige reaktioner.

Man kan også være utryg overfor de andre gruppemedlemmers følelsesmæssige reaktioner, at gruppeprocessen kommer ud af kontrol, eller at samtalen bliver mere destruktiv end konstruktiv.

Sådanne bekymringer og ængstelser kender de fleste, og det er godt at tale om disse bekymringer og forestillinger tidligt i gruppen, således at alle kan blive, - og føle sig forstået.

For øvrigt er det en af terapeutens opgaver at sikre at der ikke er nogen der lider overlast mens der arbejdes i gruppen.

 

Hvordan får man udbytte af Gruppeanalytisk Psykoterapi?

 

Praktiske oplysninger; Hvor tit? / længe? / meget? mv.

Den gruppeanalytiske psykoterapeutiske gruppe består af op til 8 deltagere, samt terapeuten og mødes hver mandag i tidsrummet kl. 19.00 – 20.30

Efter et visitationsmøde med terapeuten vil man blive placeret i gruppen såfremt denne passer til det aktuelle udviklingsbehov og der er plads, alternativt kommer man på venteliste.

Gruppeanalytisk psykoterapi er en langsigtet proces. Deltagelse kan strække sig fra 1 – 4 år, men man kan naturligvis kan udtræde af gruppen, når det ønskes.

Prisen pr. gruppesession (1½ time) er kr. 300,- og der betales forud for en måned ad gangen.

Grupperne afholdes på adressen Adelgade 4, 4400 Kalundborg i velegnede og lyse lokaler.

 

Gruppen ledes af gruppeanalytiker Torben Voigt, der i perioden 2003-04-05 har ledet et gruppeanalytisk tilbud i regi af studenterrådgivningen og Institut for Gruppeanalyse i København, samt en lang række kortvarige udviklingsforløb for grupper, blandt andet i Kalundborg området.

Torben Voigt har en dyb erfaringsmæssig og uddannelsesmæssig baggrund for sit arbejde med grupper, blandt andet uddannelser som gruppeanalytisk psykoterapeut (GAPU) fra Institut for Gruppeanalyse, samt en kandidatgrad (MPO) i organisationspsykologi fra Roskilde Universitet.

 

Yderligere informationer om Gruppeanalytisk Psykoterapi

Såfremt denne lille artikel måtte give anledning til praktiske spørgsmål i forbindelse med en overvejelse om tilmelding til et gruppeanalytisk – psykoterapeutisk udviklingsforløb, eller ønsker om yderligere, generelle oplysninger om gruppeanalyse, kan der rettes henvendelse til gruppeanalytiker Torben Voigt på telefon 51 38 35 39 eller på www.t-advice.dk

Yderligere er der en mulighed for informationssøgning på Internettet, eksempelvis hos Institut for Gruppeanalyse på www.iga-kbh.dk